Onsdag, 15 Juni 2016 15:16

Billedanalyse

Heerup Classic: Billedanalyse-workshop à 2 timer

Målgruppe: 2. - 9. kl.

Pris: 650 kr. (175 kr. for Rødovre Skoler)

Vi fordyber os i udvalgte Heerup værkers form og indhold. Der arbejdes målrettet med at sætte ord på billedsproglige oplevelser ved hjælp af forskellige øvelser og korte oplæg. Der samtales værknært i mødet med de forskellige billedgenrer med henblik på at styrke elevernes evne til at sætte ord på billeders opbygning, indhold og funktion. Vi arbejder målrettet med at kategorisere motivkredse og identificere de enkelte billedelementer ift. farvevalg, beskæring/komposition, perspektiv og rytme. Undervejs udfordres elevernes evne til at aflæse centrale informationer i billeder samt fortolke billedudtryk ud fra egne erfaringer og oplevelser. De trænes i at afkode tegn og symbolers betydning i billeder, og de opnår viden om stilarter og formsprog via forskelligartede værker.

Efter den dialogbaserede omvisning får klassen mulighed for at gå i dybden med et selvvalgt værk i den aktuelle udstilling. I foråret 2019 vises udstillingen "Atomblomster - Heerup og Den Kolde Krig", som du kan læse meget mere om lige her. Vi gennemfører først en række timede øvelser med afsæt i post-its og brainstorming, farvekort og skitsetegninger for at skabe et varieret og fordomsfrit afsæt for oplevelsen af de forskellige værker. Dernæst arbejder eleverne videre i grupper med et selvvalgt værk, som de skal udvælge, reflektere over og analysere i et kort mundtligt oplæg. Ud fra de praktiske hjælpemidler, vi har arbejdet med, skal eleverne begrunde deres forståelse af billederne, strukturere deres oplæg og ikke mindst respektere hinandens forskellige opfattelser af et billedes indhold og betydning.

Heerup store alsidighed indbyder til tværfagligt arbejde: Dansk, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, natur og teknik samt håndværk og design. Vi tilpasser gerne besøget, så det passer til en emneuge, et tværfagligt emne eller en konkret undervisningssammenhæng. Og vi tilrettelægger selvfølgelig besøget, så det passer til klassetrinet.

Du kan downloade en længere beskrivelse af Billedanalyse-workshoppen inkl. færdigheds- og vidensmål inden for faget billedkunst nederst på denne side. Vi har desuden udarbejdet en model til brug ved arbejdet med billedanalyse, som også kan hentes her.

Hvis du vil vide mere om Henry Heerups liv og kunst inden jeres besøg, kan du tage et kig på vores Heerup tidslinje lige her.

Udgivet i Skoletjeneste
Lørdag, 08 December 2012 15:57

Lige nu

HEERUP - SOMMER, CYKLER & SYMBOLER
25. juni - 1. september 2019

Sommerens særudstilling på Heerup Museum viser flotte malerier, tryk, stenskulpturer og skraldemodeller fra museets egen samling. Der vil være fokus på Heerups kunstneriske brug af cyklen som et centralt, moderne og meget personligt symbol. Med cyklen som transportmiddel kunne Heerup opleve naturen og verden med stor frihed. Han brugte den bl.a. til at køre rundt og samle gamle ting og sager sammen, der havnede i haven på Kamstrupvej eller blev forvandlet til finurlig skraldekunst. Heerup færdedes på sin elskede cykel hele livet. Derfor dukker den også op i forskellige værker som et symbol på ham selv. Men cyklen som symbol rummer også andre betydningslag. I de mange cykelhjul kan man bl.a. mærke inspirationen fra det kristne billedsprog og det gamle symbol livshjulet. Kom og oplev alle Heerups cykler og gå på opdagelse i de mange fortællinger og betydninger, som knytter sig til dem. Læs mere her..

LUKKET PÅ HEERUP MUSEUM
Heerup Museum er desværre lukket fra d. 2. til d. 12. september pga. udstillingsopbygning

FERNISERING DK - US, HEERUP & MATHIESEN
Torsdag d. 12. september kl. 17:00

Velkomst ved museumsleder Anni Lave Nielsen, kunstner Pamela smilow og galleriejer Annette Liisberg
Trio D’Swing svøber aftenen i dejlige sommertoner og Heerup Museets Venner byder på vin og snack
Vi ses på HEERUP MUSEUM

DK - US, HEERUP & MATHIESEN
13. september - 26. januar 2020

I særudstillingen DK – US, Heerup & Mathiesen møder en af Danmarks mest folkekære kunstnere, Henry Heerup, den dansk-amerikanske kunstner Gert Mathiesen i en hyldest til farver og fortællekraft. Dialogen mellem de to kunstnere omhandler inspirationskilder som hverdagslivet og naturen samt balancen mellem det figurative og abstrakte maleri på tværs af to generationer og kontinenter. Hverken Heerup eller Mathiesen var bange for at fortolke en kompleks moderne virkelighed ved hjælp af enkle, genkendelige symboler. Deres værker inviterer dig med ind i fantasiens univers, hvor bl.a. fortidens mønstre og motiver går i dialog med to kunstneres frie fabuleren. 

CAFÉ H: PÅ TVÆRS AF ATLANTEN
Lørdag d. 14. september kl. 13-21 Koncert kl. 19-21

I anledning af den nyåbnede udstilling og vores amerikanske gæster inviterer vi dig med til en unik dag i kunstens og poesiens tegn på tværs af Atlanten:

Lino Live 13-16. Kunstner Pamela Smilow guider i vores kreative værksted, hvor vi trykker, maler og broderer skønne motiver på fx muleposer og T-shirts.
Omvisning 16-17. Oplev den nye udstilling ved Pamela Smilow og museumsleder Anni Lave Nielsen.
Godt til ganen 17.30-18.30. Nyd et dansk stykke smørrebrød og en amerikansk mini burger i hyggeligt selskab.
Aftenkoncert på museet 19-21. Stanley Samuelsen spiller egne sange og fortolker Beatles og Paul Simon m.fl.

Pris hele dagen inkl. smørrebrød 180 kr. eller venner 100 kr.
Pris aftenkoncert 80 kr. eller venner 40 kr.

Køb billet og læs mere på www.heerup.dk

GRATIS OMVISNING – IN A NEW YORK STATE OF MIND
Søndag d. 22. september kl. 12-13

Fra sin base i New York udviklede Gert Mathiesen sit eget kunstneriske udtryk, hvor hans danske rødder fik modspil af indtryk fra storbyens hektiske hverdag. Det er første gang, at Mathiesens værker vises på et dansk kunstmuseum. Lær ham – og Heerup – at kende når museets kunstformidler viser rundt i den nye særudstilling. Ingen tilmelding. Gratis mod betalt entré.