Heerup Classic forløb

    

Heerup Museum tilbyder dialogbaserede værkstedsforløb af 2 timers varighed. Alle vores undervisningstilbud tager udgangspunkt i museets aktuelle udstilling og tager højde for skolers fagmål samt elevernes læringstrin. I foråret 2018 udstiller Heerup Museum værker af Ole Heerup (1934-2016) - søn af Henry Heerup (1907-93). Udstillingen er retrospektiv og præsenterer Ole Heerups farverige og stemningsfulde kompositioner i såvel maleri og tegning som grafik. Udvalgte familieportrætter af Henry Heerup indgår også, men der er ingen skraldemodeller eller stenskulpturer af Henry Heerup i denne udstilling. Vi udbyder stadig nedenstående Heerup Classic forløb, men med afsæt i værker af både Ole og Henry Heerup.

Klik her for at se og downloade udvalgte værker af Ole og Henry Heerup..

Klik her for at læse mere om udstillingen "Ole Heerup - Farvens melodi"

Følgende værkstedsforløb udbydes i forbindelse med særudstillingen "Ole Heerup - Farvens melodi":

 

Skraldekunst

Målgruppe: 2.-9. kl.

Varighed: 2 timer

Pris: 650 kr. (175 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

I skraldekunst-forløbet taler vi om forvandlingen af genbrugsmaterialer til kunstværker. Vi henter inspiration i Heerups genbrugstanke og undersøger skraldets former, funktioner og betydninger. Som kreativ opgave udvælger vi skraldeelementer og forandrer dem med limpistol til fantasifulde kunstværker, der afspejler og italesætter menneskets relation til hverdagen, samfundet og miljøet.Da der ikke er skralde- eller stenskulpturer til stede i forårets udstilling "Ole Heerup - Farvens melodi" vil et skraldeforløb tage afsæt i udstillingens malerier samt en pdf med skraldekunst af Henry Heerup.

Henry Heerups skraldemodeller og stenskulpturer udstilles igen fra d. 29. maj 2018, når udstillingen "Sommer hele året" åbner. 

 

Symboler

Målgruppe: 2.-9. kl.

Varighed: 2 timer

Pris: 650 kr. (175 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

Med afsæt i Ole og Henry Heerups fantasifulde værker taler vi om symbolik i en historisk og nutidig kontekst. Vi undersøger symbolernes former, farver og funktioner samt deres forskellige betydningslag. Da forårets særudstilling primært viser værker af Ole Heerup, vil symbol-forløbet i højere grad tage afsæt i naturens og farvernes symbolik end i Heerups klassiske symbolunivers. Træet, kvinden og solen udgør gennemgående symboler i udstillingen, som vi vil fordybe os i. I det kreative værksted skaber vi badges ved hjælp af blyant, tusch og ecoline vandfarver. Opgaven fokuserer på det at udtrykke sig med følelse, farve og symboler.  

Når udstillingen "Sommer hele året" åbner d. 29. maj 2018, kommer museets faste samling af Henry Heerup værker igen frem.