Billedanalyse

  

Heerup Classic: Billedanalyse-workshop à 2 timer

Målgruppe: 2. - 9. kl.

Pris: 650 kr. (175 kr. for Rødovre Skoler)

Vi fordyber os i udvalgte Heerup værkers form og indhold. Der arbejdes målrettet med at sætte ord på billedsproglige oplevelser ved hjælp af forskellige øvelser og korte oplæg. Der samtales værknært i mødet med de forskellige billedgenrer med henblik på at styrke elevernes evne til at sætte ord på billeders opbygning, indhold og funktion. Vi arbejder målrettet med at kategorisere motivkredse og identificere de enkelte billedelementer ift. farvevalg, beskæring/komposition, perspektiv og rytme. Undervejs udfordres elevernes evne til at aflæse centrale informationer i billeder samt fortolke billedudtryk ud fra egne erfaringer og oplevelser. De trænes i at afkode tegn og symbolers betydning i billeder, og de opnår viden om stilarter og formsprog via forskelligartede værker.

Efter den dialogbaserede omvisning får klassen mulighed for at gå i dybden med et selvvalgt værk i den aktuelle udstilling. I efteråret 2018 vises udstillingen "Atomblomster - Heerup og Den Kolde Krig", som du kan læse meget mere om lige her. Vi gennemfører først en række timede øvelser med afsæt i post-its og brainstorming, farvekort og skitsetegninger for at skabe et varieret og fordomsfrit afsæt for oplevelsen af de forskellige værker. Dernæst arbejder eleverne videre i grupper med et selvvalgt værk, som de skal udvælge, reflektere over og analysere i et kort mundtligt oplæg. Ud fra de praktiske hjælpemidler, vi har arbejdet med, skal eleverne begrunde deres forståelse af billederne, strukturere deres oplæg og ikke mindst respektere hinandens forskellige opfattelser af et billedes indhold og betydning.

Heerup store alsidighed indbyder til tværfagligt arbejde: Dansk, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, natur og teknik samt håndværk og design. Vi tilpasser gerne besøget, så det passer til en emneuge, et tværfagligt emne eller en konkret undervisningssammenhæng. Og vi tilrettelægger selvfølgelig besøget, så det passer til klassetrinet.

Du kan downloade en længere beskrivelse af Billedanalyse-workshoppen inkl. færdigheds- og vidensmål inden for faget billedkunst nederst på denne side. Vi har desuden udarbejdet en model til brug ved arbejdet med billedanalyse, som også kan hentes her.

Hvis du vil vide mere om Henry Heerups liv og kunst inden jeres besøg, kan du tage et kig på vores Heerup tidslinje lige her.