År 1960 - 1970

1960 - 1970

I 1960’erne nyder Heerup stor popularitet. Han udfører et stort antal bestillings- og udsmykningsopgaver, heriblandt en del portrætter af fhv. undervisningsminister Jørgen Jørgensen(1963), Professor Mogens Fog(1964), museumsdirektør Knud W. Jensen(1966-67) samt fhv. socialminister Børge H. Jensen(1968).

Også i det offentlige rum er der bud efter Heerup. Som billedhugger udfører han skulpturgruppen ved Toldkammeret, nu Amaliehaven, i 1960-62, udsmykningen ved Bisbebjerg i 1962 og ved Vesterbros Ungdomsgaard i 1963, Heerups have i Esbjerg i 1964 samt skulpturgruppen til Hareskovens motorvej i 1969. Granitten har fortsat en særlig plads i Heerups hjerte, og hans unikke forståelse for de enkle former virker tiltrækkende på mange. Om tilgangen til det skulpturelle arbejde i sten fortæller Heerup i Min Arbejdsbog fra 1966:

"Stenens natur, dens styrke og tyngde giver respekt, og kun ved hjælp af kærlighed kan man overvinde den modstand, som den yder ved bearbejdningen. Granitten er "Naturens hårdkogte æg”, og netop i dette materiale må stenskulpturen blive en sammensmeltning af naturens og kunstnerens vilje. Stenens tiltrækkende kraft ligger deri, at den med sin form og farve viser, hvad jeg ønsker at se. Mangfoldige organiske former ligger der, og vil fødes." [1]

Respekten for naturens materialer og væsen fornægter sig ikke. Stenens urkraft fylder i Heerups processer, og hans utraditionelle arbejdsmetoder er præget af en næsten romantisk indstilling til det hårde fysiske arbejde. I 1963 udfører Heerup desuden en totempæl i en baggård i Nyhavn. Med stor respekt for naturens materialer benytter han nedrevne træstolper til sin omtrent 6 meter høje skulptur af en indianerhøvding med en nøgen kvinde stående på skuldrene. Såvel udformning som den oprindelige placering understreger menneskets pagt med dets omgivelser. Indianeren er som stenhuggeren et billede på det fysiske og skabende menneske, og denne figur optager i lighed med parforholdstematikken en stor plads også i Heerups malerier. I dag står totempælen fra Nyhavn foran Heerup museum - til minde om Heerups bidrag til kunsten.

Interessen for Heerups mangfoldige billedunivers medfører bl.a. Virtus Schades værk om Heerup i 1967, hvor forfatterens fascination af kunstneren som "en poet under skiftende former. En altid forelsket, der hylder vekslende sider af kunsten og livet”[2] sætter Heerups livsværk i perspektiv. Få år senere udgiver J. Roos og Jens Jørgen Thorsen den lille portrætfilm ”Et år med Henry”, der med eksperimenterende farver og klipning dokumenterer kunstnerens originale persona og processer.

Heerup er nu en moden kunstner i sin egen ret med udbredelse herhjemme og internationalt. Sammen med vennen Carl Henning Pedersen vælges han til at repræsentere Danmark ved Biennalen i Venedig i 1962, og han deltager i store udenlandske udstillinger som Verdensudstillingen i New York i 1964, Biennalen i Sau Paulo i 1965 og Moderna Muséet i Stockholm i 1967 samt en omfattende vandreudstilling af CoBrA kunst i USA. I 1966 modtager Heerup Statens livsvarige hædersgave. Han vælger at bruge pengene til at oprette Heerup legatet, der - dengang som nu - skal gavne unge seriøse kunstnere. Selv har Heerup, hvad han skal bruge, og hans beskedne livsstil forandres ikke af den stigende efterspørgsel.   

Året efter afholder kunstmuseet Louisiana en stor retrospektiv udstilling i anledning af Heerups 60 års fødselsdag. Museet ser tilbage på hans bidrag til dansk kunst, og Heerup selv ser også tilbage. I den elskede litografiske mappe ”Legedage” fra 1969 fortolker Heerup med stor energi anekdoter og minder fra barndomsårene på Nørrebro.


[1] Henry Heerup: Min Arbejdsbog, s. 16

[2] Virtus Schade: Heerup, s. 66

Tilbage til oversigten