År 1940 - 1950

Cobra Biblioteket, 1950 Cobra Biblioteket, 1950

1940 - 1950

Gode venskaber var ofte udgangspunktet for Heerup, både på Kunstakademiet og i relation til projekter og salg senere hen. I 1940’erne fortsætter han med at udstille og arbejde i vennelag. I 1941 deltager han for første gang på Høst udstillingen (da kaldt Corner- og Høst udstillingen), hvor han frem til 1948 udstiller samlet set mere end 400 arbejder - et vidnesbyrd om en allerede overvældende produktivitet. Samme år laver han forsiden til første nummer af tidsskriftet Helhesten, som vennen Robert Dahlmann Olsen er redaktør for. Krigen raser i Europa, og mange danske kunstnere samles for at komme igennem en turbulent tid. Helhesten bruges som overskrift for disse bestræbelser: trebenet og til tider hovedløs varsler den i folketroen dødens komme. Den er et kraftfuldt symbol på krigens kaos og rædsler, og fra 1941-44 udfører kunstnerne omkring Helhesten et vigtigt oprør mod besættelsesmagten og kunstens indskrænkede frihed.

For Heerup er årene omkring 2. verdenskrig frugtbare. Hans grafiske produktion tager fart, og særligt farvegrafikken udforskes og udvikles under krigen. Trykket ”Skraldevognen” fra 1943 er et bemærkelsesværdigt dystert eksempel. Her personificeres døden i en vognkusk, hvis lad er fyldt med skrald og sammenpressede menneskekroppe. Det er juletid, og der er stjerner på toppene af juletræerne i baggrunden, men stemningen er utryg og understreges af den tætte blodrøde himmel samt hestens unaturligt gule farve. Dette værk skal ses i sammenhæng med resten af Heerups produktion i disse år, som også viser mere livsbekræftende motiver og toner. Typisk for Heerup ser man i en lang række værker en polarisering mellem det gode og det onde via henholdsvis dødssymboler som korset, manden med leen og den sørgende enke samt livs- og frugtbarhedssymboler som livmoderen, fostret, livshjulet og ikke mindst hjertet. Trods krigens rædsler er Heerup således stadig præget af stor livsappetit. I maleriet ”Fredsklokken” fra 1944 maler han sig selv og Mille nøgne som Adam og Eva. I baggrunden ses krigens faldskærmstropper, bombefly og brændende vinduer, men øverst i midten troner kirkeklokken og den lilla due som håbefulde fredsbebudere.   

Flere af de involverede kunstnere fra Helhesten fortsætter deres arbejde i kunstnersammenslutningen CoBrA fra 1948-51 - heriblandt også Heerup. Navnet var en sammenstilling af Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam, byerne hvor de medvirkende kunstnere stammede fra. Væsentligt for projektet var ønsket om at forbinde en række europæiske lande og komme videre efter krigens lukkethed og ubærlighed. CoBrA var på ingen måde en bestemt teori, isme eller doktrin men tværtimod indbegrebet af den spontane og frie kunstneriske ånd, og under overskriften fri fantasi, umiddelbarhed og spontanitet finder CoBrA-kunstnerne stor inspiration i barnesindet og det ubevidste samt i nordisk folkekunst og mytologi. Heerups univers er sprængfyldt med sådanne motiver og tematikker, og særligt hans stenskulpturer vækker stor begejstring og beundring hos medlemmerne.

Samtidig sker der store ændringer i Heerups privatliv. I 1945 bliver han under fredelige omstændigheder skilt fra Mille. Hun bliver boende i Vinkelager, og han kommer af og til forbi til aftensmad. Parret holder kontakten frem til Heerups død. I 1945 køber Heerup Kamstrupvej 96 – en udstykning af en gartnerigrund i et kommende villakvarter. Her flytter han i 1946 ind med hele 14 flyttelæs stenskulpturer og begynder sit fremtidige liv i forstaden Rødovre. Få år efter, i 1950, beskriver den belgiske digter Christian Dotrémont sit indtryk af Heerups nu velbesøgte have i den lille bogserie Cobra Biblioteket:

"Der fandtes her, ikke anbragt på jorden, men voksende op af jorden, som har skabt dem, en flora af sten, en formens encyklopædi, en stor ubevægelig myretue, majestætisk men hyggelig, en mark med fugle, væsener og ting, der gav mig indtryk af at være kommet på besøg i Universet, som om jeg var død. For ingen af disse sten var døde, ingen af disse sten var sten. De forestillede intet, ikke engang sten, de var alt, indbefattet sten. Ligesom Tommeliden såede småsten for at kunne genfinde vejen, har Heerup sået disse store sten, som er blevet det, de var, og som ikke holder op med at blive, for at vi skal genfinde vor vej, som vi stadig mister under vore egne trusler, realitetens vej. Han elsker stenene, og han genskaber dem i sit eget billede i sin have." [1]

Haven, eller ”Pladsen” som Heerup kalder den, bliver resten af livet værksted, galleri og ikke mindst socialt mødested for Heerup og de mange, som ønsker at opleve kunstnerens værker og smittende humør. Som sådan bliver haven også en væsentlig del af Heerups selvforståelse og afgørende for fortællingen om den entusiastiske Rødovre kunstner, der arbejder bedst under åben himmel og i kontakt med sine omgivelser.


[1] Virtus Schade: Heerup, s. 6

Tilbage til oversigten