|
|
Henry Heerup
|
Maleren, billedhuggeren og grafikeren Henry Heerup (1907-1993) voksede op på Nørrebro i København, hvor han boede sammen med sin Mor, Sera, til han giftede sig første gang med Emilie Westh - Mille Heerup - med hvem han fik børnene Ole og Nanna. Henry Heerup havde fra barnsben øje for det særegne og fordrev barnetiden med at finde finurlige ting i Nørrebros baggårde eller tegne små skitser af verden omkring sig. Skolen var ikke noget, der appellerede til ham, og efter 7 år på skolebænken uden gode minder afprøvede han forskellige lærepladser som stentrykker, skiltemaler, bronzestøber og litograf. |
Selvportræt, 1971 |
|
Først da Heerup i 1927 blev optaget på Kunstakademiet, fandt han sin rette hylde. Han udviklede hurtigt det personlige billed- og symbolsprog, som stort set har karakteriseret hans kunst siden. Akademitiden med lærere som Ejnar Nielsen og Axel Jørgensen, der begge havde øje for Heerups talent, har Heerup beskrevet som en af de lykkeligste perioder i sit liv. Kammeratskabet mellem de unge kunstnere og lærernes opbakning fik stor betydning for ham. I 1932 afsluttede Heerup sin uddannelse, debuterede som gæst på Cornerudstillingen og udstillede herefter på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1933. Heerup blev hurtigt en del af det unge danske kunstmiljø. Han udstillede gennem årene med kunstnersammenslutningerne Linjen, Grønningen, Corner, Koloristerne og Decembristerne. Også Cobra-bevægelsen var han med i fra 1949 til 1951. Udlandet fik øje på Heerups kunst. Udstillinger i Venedig, Paris, New York, Amsterdam og i de skandinaviske lande samt et utal af hjemlige udstillinger vidner om Heerups aktivitet og popularitet. Hædersbevisninger var ikke noget Heerup lagde vægt på, men gennem årene har mange ønsket at hylde hans talent med legater og medaljer. Eckersbergmedaljen og Thorvaldsenmedaljen, Storm P. Legatet, N. L. Stevns Legat, Statens livsvarige hædersgave og udnævnelse til ridder af Dannebrog er blot få af de mange tilkendegivelser, Heerup fik.
|
|
Hver eneste dag året igennem arbejdede Heerup, og hans kunstneriske produktion er enorm. I sten og skrald, på papir og lærred har han udtrykt sig. Genbrug er noget fundamentalt for Heerup. Alt det, vi andre smider ud, kunne han se særlige muligheder i. Gamle kasserede ting fik nyt liv i Heerups skraldemodeller. Alt fra tøndelåg, grydelåg, gamle skilte til gulvtæpper har dannet baggrund for adskillige malerier, ligesom linoleumssnittene ofte er skåret i en rest linoleum, som Heerup fandt. | |
|
|
|
Livet fra undfangelse til død – med al den glæde, undren, kærlighed, sorg og smerte, det rummer, er omdrejningspunktet i Heerups kunst. Heerups fantasiunivers tager afsæt i det, der omgiver ham – familien, haven, kærligheden - og med sit helt eget symbolalfabet komponerer Heerup fortællinger om livets dobbelthed. Han formidler et enkelt og nærværende livssyn, hvor glæden og lykken ved det nære og oprindelige er stor, men hvor også ensomheden, angsten og døden altid spiller med.
|
| I motivet morgen befinder vi os ved overgangen mellem nat og dag – mellem lys og mørke – mellem liv og død. Lysvarsleren, hanen, hilser en ny dag velkommen, mens skraldemanden med krum ryg bærer byens affald væk. Erindringer om barndommens lyde af skraldevognens skramlen i daggryet kombineret med en fascination af det ornamentale i motivet – buen i skraldemandens ryg, når den tunge bøtte løftes, og kassens kubiske form har gjort skraldemanden til et gentaget motiv i Heerups kunst. Billedets symbolværdi er tillige en vigtig nøgle til Heerups kunst. For Heerup er skraldebøtten både kunstens skattekammer og en beholder for spildte muligheder. Skraldemanden bærer døde ting bort – de ting som kunstneren kan give nyt liv. |
|
|
|
|
|
Symboler og ornamentik væver Heerups billedfortællinger sammen i de grafiske tryk. I motivet På livsvejen er den cyklende målbevidste kunstner med hjertet på rette sted, på vej i fuld fart over en tube maling ad kunstens og livets vej. Cyklen er godt udstyret – en kvinde på bagagebæreren, lykkens symbol, hesteskoens på styret, der ender i troens, håbets, men også dødens symbol, korset, og med stjernerne lysende over sig. Pilen, et urgammelt symbol for kvindens køn, angiver retningen, og klokken, der ringer ved både bryllup og begravelse, afslutter det forgrenede fantasistyr. Sammen med kvindens bølgende hår og den overkørte maling skaber styret en ornamental forbindelse på billedfladen. Cyklen var Heerups daglige transportmiddel, og her bliver cykelturen en livsfrise. Motivet samler de symboler, der ofte indgår i Heerups billeder, og på den måde kan cykelturen også ses som et billede på den kunstneriske skabelsesproces – en cykeltur uden begyndelse eller afslutning. | |
Den tætte massive form viser moderen, der omslutter det lille barn med beskyttende arme. Trods det hårde materiale signalerer skulpturen en intens og blid moderkærlighed.
Vinteren var den foretrukne årstid, når Heerup huggede sine granitskulpturer. Heerup formede sine sten med stor respekt og fin sensitivitet for hvad, der lå gemt i stenen. Heerup betragtede sig som en forløser af stenens væsen. Heerup kaldte granitten for naturens hårdkogte æg og understregede dermed, at der altid lå noget gemt inde i den hårde granit. ” Sagen er, at man får noget forærende af stenen, og så forfølger man de former, man har fået forærende. Af en klumpet sten laver man jo ikke en danserinde, men det kan godt blive til en bjørn…”, sagde Heerup.I Heerups granitskulpturer spores en interesse for den folkelige kunst og for det ornamentale i vikingernes udsmykninger. Selv anså Heerup Jellingestenen for det mest betydningsfulde udendørs stenarbejde i Danmark. |
|
| |
|
Heerup er repræsenteret på blandt andet : |
|
Esbjerg Kunstmuseum
Fyns Kunstmuseum
Holstebro Kunstmuseum
Kastrupgårdsamlingen
Louisiana – Humlebæk
Maribo Kunstmuseum
Nordjyllands Kunstmuseum
Randers Kunstmuseum
Silkeborg Kunstmuseum
Statens Museum for Kunst
Vejle Kunstmuseum
Århus Kunstmuseum |
Nasjonalgalleriet – Oslo
Gøteborgs Kunstmuseum
Ystad Museum
Stedelijk Museum - Amsterdam
Moderna Museet Stockholm
Museum of Modern Art - New York
The Department of fine Arts of the Carnegie Institute – Pittsburgh | | |
|
|
