Nyhedsbrev
Tilmeld dig Heerup Museums nyhedsbrev og få tilsendt informationer om nye udstillinger, spændende arrangementer og meget andet.
« Tilbage
Hvad er det værd?

|
Hvad er det værd? - vurdering af Heerups litografier og andre moderne kunstværker ved Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Lørdag d. 8. maj fra kl. 14-16.00 på Heerup Museum
Der er stor interesse for Heerups litografier. Mange henvender sig til Heerup Museum eller Bruun Rasmussen for at få et godt råd ved køb eller salg af deres Heerup litografi eller anden type kunstværk skabt af den danske folkekære kunstner Henry Heerup (1907-93). Spørgsmålene er mange og forskellige. Er det et litografi eller en farvekridttegning? Hvordan ser man om det er stentryk eller trykt i en mere moderne proces. Er det mon en ægte Heerup? Og hvad er det værd?
D. 8. maj kan man tage sit kunstværk med til Heerup Museum og spørge løs. Midt i udstillingen af Heerups farvestrålende tryk vil professionelle medarbejdere fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner forsøge at give nogle fyldestgørende svar og vurdere de medbragte værker. Gratis mod entré. Numre udleveres fra kl. 11.00 samme dag.
Hu-Hej-Heerup
- sådan skrev Ekstra Bladets journalist om åbningen af Heerup Museum 1. maj 2000. I år er der 10 års jubilæum for åbningen af Heerup Museums første og korteste udstilling.
Når du har læst dette kan du svare på Trivial Pursuit spørgsmålet: Hvilket dansk museum var kun åben én dag?
For ti år siden åbnede det dengang spritnye Heerup Museum med en udstilling af kunstværker fra den danske kunstner Henry Heerups hjem. Samlingen blev givet til Rødovre Kommune af enken Marion Heerup i 1995 og de mellemliggende år blev brugt til at bygge et lyst og venligt udstillingsrum i tilknytning til medborgerhuset Rødovregaard.
Der var bare det lille ”men” at bygningen ikke var helt færdig den 1. maj 2000.
Daværende leder af Rødovre Bibliotek Bo Braune som var med i museets opstart fortæller: Vi målte luftfugtigheden i rummet kort inden vi begyndte at hænge billeder op og den svarede til hvad man plejer at have i en svømmehal!
Vandet havde stået højt i kælderen hele vinteren.
Det blev en indvielse i strålende maj-sol med op mod 300 Heerup interesserede gæster fra Rødovre og resten af landet. Men ikke så snart døren gled i efter den sidste gæst, blev alle værker taget ned igen og kørt tilbage på Rødovre Bibliotek, hvor de blev opbevaret tørt og sikkert indtil museet var helt klar.
Heerup Museum åbnede d. 20. januar 2001 sin anden og noget længere udstilling. Det er blevet til mange udstillinger om Heerup i de ti år, museet har været åbent for offentligheden. Mange nye værker er kommet til i samlingen og der er blevet skrevet mange nye og spændende vinkler på denne folkekære kunstners liv og kunstværk.
Der er gratis adgang for alle på Heerup Museum d. 1. maj kl. 11-16 |