Print
 
Ting Taler
- Global miljøformidling for børn

Formidlingsprojektet Ting Taler - børn, klima og skraldekunst - har til formål at give verdens børn mulighed for at blive hørt i den globale klimadebat.
Med www.tingtaler.dk er der skabt en global platform, hvor børn kan komme til orde med deres ideer, bekymringer og fremtidsdrømme i forhold til, hvordan klimaforandringerne globalt og lokalt påvirker den verden, de lever i.

Klima på Dagsordenen
Danmark er i perioden 7 - 18. december 2009 vært for den 15. internationale FN klimakonference. Rødovre Kommune og Heerup Museum er i samarbejde med Vestforbrænding, Cross Cultures Project Association (NGO) og Ballerup Kommune klar med et projekt, der vil give verdens børn mulighed for at få deres stemmer hørt i den globale klimadebat. Børnenes stemmer skal være med til at anskueliggøre politikernes ansvar, når udformningen af fremtidens miljøpolitik forhandles.
  
  
Et undervisningsforløb med skrald – børn bygger skraldemodeller
Ting Taler udmønter sig i et verdensomspændende projekt for børn på ca. 10–12 år. Skoleklasser over hele verden inviteres til at arbejde med emnet klima i en til to uger. Det praktiske kunstneriske afsæt er skrald og skrot fra børnenes hjem og nærmiljø, som indsamles og bruges i et kreativt forløb, hvor børnene skaber skraldeskulpturer.
Målet er at bruge kunsten og børnenes fantasi til at finde nye og overraskende måder at forholde sig til og lære om klimaproblematikker. Klassen vil skulle forholde sig til de indsamlede tings fortid, nutid og fremtid. Hvad har tingen været brugt til? Hvorfor er den smidt ud? Hvilken betydning får tingen i skraldekunsten? Hvad vil der ske med den i fremtiden?
Læreren foretager sammen med børnene en kobling mellem affaldsaspektet og de nærværende lokale miljøproblemer og de globale klimaforandringer. I sidste del af arbejdsfasen dokumenterer børnenes deres arbejde gennem fotos og små klima-udtalelser, som deles med børn i andre lande via projektets hjemmeside
http://www.tingtaler.dk/

Målet er, at bruge kunsten og børnenes fantasi, til at finde nye og overraskende måder at forholde sig til og lære om klimaproblematikker, samtidig med at projektet skaber bevidsthed og dialog omkring globalt ansvar og forbrug af ressourcer.
 
www.tingtaler.dk
Projektets samlede platform er webportalen www.tingtaler.dk, hvorigennem alle involverede parter kan samle information og dele erfaringer. Som en del af børnenes arbejde med skraldekunst, miljø og demokratiske processer skal billeder af deres skraldemodeller og tanker om klimaet lægges ud på portalen så alle kan følge med i hvad børn i andre dele af verden arbejder med.
 
Undervisningsmateriale
www.tingtaler.dk kan et omfattende undervisningsmateriale frit hentes digitalt. Materialet er udarbejdet således, at man kan hente et samlet forløb med tilhørende lærervejledning, men også selv sammensætte et forløb, som passer bedst til de børn, der skal arbejde med projektet. Der er taget højde for, at materialets faglige tilgange kan formidles gennem flere forskellige undervisnings- og perceptionsformer, så eleverne konfronteres med fakta, praktiske aktiviteter, oplevelser, fantasi og kreativitet på en måde, så intellekt såvel som følelser kommer i spil.
Undervisningsmaterialet omfatter: Lærer- og elevvejledning, noveller, fakta-ark, opgaver og aktiviteter.
 
Henry Heerup og Ting Taler
Udgangspunktet og inspirationen for Ting Taler er kunstneren Henry Heerups skraldekunst og ikke mindst hans overbevisning om, at alting har en sjæl, dvs. at også "døde" ting har et indre liv, som bør respekteres. 
 
Skraldemodeller
På sine daglige cykelture fra sit hjem i Vanløse til sit udendørs atelier i Rødovre samlede Heerup materialer til sine skulpturer i form af brugte møbler, ødelagt legetøj, cykeldele og mange andre ting.
 
Heerup kaldte sin skulpturer for ”skraldemodeller” og skjulte aldrig skraldets identitet. Tværtimod brugte han tingens oprindelige historie og funktion som en del af skulpturen og lod den smelte sammen med de nye betydninger, der blev skabt i kunstværket.
 
Skrald som revitaliseret ressource
Heerup opfattede skrald som en ressource. Idet en ting bliver kasseret, ophæves tingens oprindelige værdi, forstået som dens historie, forarbejdning, form og tidligere funktion. Ved at blive smidt ud fratages en ting kort sagt sin historie, men gennem kunsten er det ifølge Heerup muligt at give skraldet en ny identitet, et nyt sæt relationer og herved et nyt liv.
 
Fantasi og nye ideer
I Ting Taler bruges denne særlige kunstneriske proces - at ting gennem kunsten gentænkes fra skrald til skulpturel form - som redskab til at gentænke de ting, vi forbruger i vores hverdag. Målet er at bruge kunsten - og ikke mindst børnenes fantasi - til at opfinde nye og overraskende måder at genbruge på. Tanken er at give børn en både sjov og anderledes måde at forholde sig til miljødebatten på. Samtidig vil skraldeskulpturerne i sig selv fremstå som en mangfoldighed af udtryk for børnenes egne tanker omkring klima og genbrug.
 
 
For mere viden om Ting Taler kontakt museumsleder Anni lave Nielsen på tlf. 36378700 eller send en mail på heerupmuseum@rk.dk
 
Samarbejdsparter